You are currently viewing Truppen til næste sæson er komplet

Truppen til næste sæson er komplet

Endnu en talentfuld stregspiller klar til at tørne ud for Team Sydhavsøerne i den kommende sæson.

Sammen med tidligere annoncerede Pætur Mikkjalsson samt skadede Malthe Højgaard, bliver det den 21-årige Kasper Manfeldt Hansen, der kommer til at danne trio på stregposition i de kommende sæsoner.

Kasper er en fysisk stærk men også bevægelig streg- og forsvarsspiller. Han kommer frem for alt til at passe godt ind i den offensive tilgang til forsvarsspillet, som trænerteamet havde succes med at implementere i den forgangne sæson.

Kasper har fået sin håndboldopvækst i Thurø IF og GOG, men har de seneste par sæsoner tilegnet sig værdifulde erfaringer i 2. bundesliga, hvor han har spillet for Ludwigshafen. Her har Kasper prøvet kræfter med den enorme fysik, der spilles med – et element der så rigeligt bliver brug for i den danske næstbedste række, der ser ud til at blive meget stærk.

Om skiftet hjem til Danmark og TSØ siger Kasper:

”Jeg glæder mig til meget til at vende retur til Danmark, og til at starte i TSØ. Jeg er sikker på at det er et super match mellem TSØ og mig. Den måde TSØ gerne vil spille, passer rigtig godt til mit spil og jeg er helt sikker på det er et godt match. Jeg glæder mig meget til at komme i gang og møde hele teamet.”

Kasper tiltræder på en 3-årige aftale og vi glæder os til at byde ham velkommen i Lollands Bank ARENA.