Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Søren Hansen får frivillighedsprisen

Søren Hansen får frivillighedsprisen

Søren Hansen indgik et væddemål med 6 TSØ-partnere, tabte 26 kg. og gav pengene til ungdommen.

De frivillige hjælperes arbejde i Team Sydhavsøerne har kæmpe betydning, og derfor gives der årligt en pris til en eller flere, der har gjort en forskel.

Efter denne sæson blev det Søren Hansen, der modtog Kenneth Sørensens Frivilligpris. 

- Søren Hansen har gjort det helt ekstraordinært med at lave væddemålet. Det er fantastisk, at nogen vil gøre sådan en indsats og så samtidig dedikere hver en krone til ungdomsspillerne i klubben, udtaler TSØ-direktør Anders Henriksen.

Læs mere her, om Søren Hansens væddemål.

Hovedpersonen selv blev mest af alt overrasket, da han fik overrakt Kenneth Sørensens Frivilligpris. For som han siger, er der så mange dygtige frivillige, der gør et stort arbejde for Team Sydhavsøerne. - Vi har kunnet lave kontrakter med nogle dygtige unge mennesker. Det glæder mig, hver gang jeg hører om det. En af dem blev endda kåret som årets ungdomspiller i HMH.

Læs her hvilke spillere der fik en ungdomskontrakt.

Kenneth Sørensens Frivilligpris er opkaldt efter den nu afdøde stifter af KS Værktøj, Kenneth Sørensen. Han var dybt engageret i Team Sydhavsøerne. Gjorde alt, hvad han kunne for holdet, og så alle kampe, fortæller hans kone, Birthe Sørensen. - Det er helt i Kenneths ånd. Det er en stor glæde at give prisen til Søren, som har samlet så mange penge ind til Team Sydhavsøerne og samtidig tabt sig så meget, fortæller Birthe Sørensen.

Fra KS Værktøj er der også ros til Søren Hansens indsats. Det er vigtigt, at der er frivillige, som støtter klubben, mener Bjarne Hansen, som har overtaget direktørstolen. - Håndbolden var meget vigtig for Kenneth. Han spillede selv i stor stil i sine yngre dage, og han gik i hvert fald meget op i det, siger Bjarne Hansen.

Stort tillykke - og KÆMPE TAK - til Søren Hansen.

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram