Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Sejr over HC Midtjylland

Sejr over HC Midtjylland

Team Sydhavsøerne holdt hovedet koldt, og besejrede HC Midtjylland med 26-23.

Det blev en første halvleg, hvor det var tydeligt, at det var noget tid siden, begge hold havde været i kamp. Det blev scoret forholdsvis få mål, men det var nu ikke fordi, holdene ikke havde chancerne. Alt for mange chancer blev brændt - særligt fra fløjen og stregen. 

Defensiven stod rigtig fint, når vi kom hjem og der i HCM´s angrebsspil blev spillet stationært 6 mod 6. Udfordringen især i første halvdel af halvlegen var, at vi, bl.a. grundet forsvar/angrebsudskiftninger, for mange gange ikke var ordentlig parate til at stå i mod jydernes stærke 2. fase kontraspil. Det var en tydelig strategi, som bar frugt og også gav HCM føringen fra start og i størstedelen af første halvleg.  

Indskiftninger i angrebet af Lukas Eichwald og Niels Dahl resulterede i noget mere tryk og tempo og dermed bedre afvikling af angrebene og efterfølgende mulighed for at løbe ordentligt retur. Samtidig begyndte Neupart for alvor at få fat i målet. Langsomt fik vi momentum og overtog efter 25 minutter føringen for første gang i kampen. 11-11 var stillingen ved pausen.

TSØ startede anden halvleg aggressivt i 6:0 forsvaret, man kunne se, at det gjorde ondt på HCM spillerne og de fik svært ved at tilspille sig chancer. Det meste der slap forbi de hårdt kæmpede forsvarsspillere tog Neupart sig af. Det, sammenholdt med at HCM´s vigtigste forsvarsspiller Jeppe Krog allerede efter 37 minutter modtog sin tredje 2-minutters udvisning, gjorde at vi var i teten hele anden halvleg.  En stærkt spillende Kasper Olsen førte an i angrebet med både flotte mål og målgivende afleveringer, men man of the match blev helt fortjent Neupart.

Dermed blev det til en meget vigtig sejr på 26-23, der bringer os på en 3. plads og forhåbentlig giver masser af selvtillid frem mod et presset januarprogram. Allerede lørdag venter endnu en svær kamp i form af Otterup. Kampen livestreames kl. 16 via TSØ Facebook (klik her)

Man of the Match blev Nicolai Neupart, kåret af Kenneth Holm fra Cocotten. TSØ topscorer blev Kasper Olsen med 7, efterfulgt af Mikkel Kaagaard og Niels Dahl med hver 3. I alt kom 11 TSØ-spillere på tavlen.

 

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram