Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Vi tager kampen op med de midler, vi har til rådighed!

Vi tager kampen op med de midler, vi har til rådighed!

På fredag går det endelig løs igen i Maribo Hallerne! Cheftræner Ian Marko Fog ser frem til kampen og til gensynet med Nordsjælland Håndbold.

Coronaen bliver ved med at udfordre. Først lukkede de vores turnering ned, hvilket reelt passede os meget godt, da vi har tre store profiler ude i bagkæden. Efter en kort pause blev det besluttet at genoptage kampene før tid. Det er lidt skæbnens ironi. Nu skal vi genplacere tre kampe i et i forvejen hårdt kampprogram med en pæn decimeret trup. Den fordel, vi troede, vi fik, er nu vendt til en situation, der igen er værre for os. Vi har dog et stille håb om, at Alexander snart vender tilbage fra sin korsbåndsskade. Han har arbejdet utrolig hårdt sammen med Baagøe og viser lovende takter i træning.

Her i den korte pause har vi arbejdet hårdt med både fysik og timing. Der kommer et utroligt pres på de få bagspillere, der er tilbage. Det får os bestemt heller ikke til at kaste håndklædet. Vi tager kampen op med de midler, vi har til rådighed. I vores seneste kamp mod Grindsted viste spillerne en flot moral, bagud 9-3 får vi alligevel vendt kampen over tid til en sejr på 29-26 mod et yderst velspillende udehold.

Den stærke moral og den store opbakning på lægterne får vi igen brug for, når vi møder rækkens ubesejrede hold, Nordsjælland. De er kommet stærkt fra land, Simon Dahl har forløst potentialet og hans tropper har endnu ikke været presset, de er i mine øjne klare favoritter til en oprykning. Der er ingen tvivl om, at Nordsjælland har en stor plads i mit hjerte, jeg havde nogle fantastiske år i klubben. Jeg havde til det sidste håbet på, at de ville blive i ligaen, men skæbnen ville det anderledes, og nu står vi som konkurrenter på banen til en ualmindelig spændende kamp.

Det er 6 spillere tilbage fra dengang, jeg var træner; 4 i startopstillingen, mens Lundbye stadig er på vej tilbage fra en voldsom skade. De har stor kvalitet.

Mathias Møller er deres målmaskine, men vi ved også, at Kisum har det ekstra gear og den x-faktor, der kan gøre det rigtig svært for os. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til kampen, der helt sikkert bliver med taktiske omstillinger fra to trænere, der kender hinanden rigtig godt, og en masse fight fra spillerne.

I skrivende stund bliver kampen spillet uden langtidsskadede Vukman, Niels Dahl og sandsynligvis også Alexander. Det betyder, at vi lige nu mere end nogensinde har brug for den 8. mand på lægterne.

De 500 mand i Hallen bliver af afgørende betydning, det er et ydmygt håb om at give den maksimal gas. Vi er for første gang i år underdogs, men vi har tænkt os at komme med alt, hvad vi har til at byde favoritterne op til fredagens dans.

God kamp.

- Ian Marko Fog, cheftræner.

Læs mere om restriktionerne for hjemmekampe her.

Kampen spilles fredag 20. november kl. 20.00 i Maribo Hallerne. Du kan følge kampen live i Radio Sydhavsøerne og på Tophaandbold.dk.

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram