Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Kaagaard forlænger

Kaagaard forlænger

Mikkel Kaagaard har sagt ja til fra sommeren 2021 at påbegynde sin tredje kontraktperiode og dermed sin femte og sjette sæson i Team Sydhavsøerne.

 

Sportschef Morten Juul:

"Kaagaard har udviklet sig til en kulturbærer og bliver spillemæssigt bedre og bedre. Denne sæsons spillertilknytninger har gavnet Kaagaards spil, han kommer til langt flere afslutninger end tidligere og har dermed gode forudsætninger for at forbedre scoringsprocenten. Han er ligeledes blevet mere aggressiv i defensiven og er desuden et stort aktiv for truppen udenfor banen.”

 

Også Kaagaard spillersponsor jubler:

"Hos STEEL ENGINEERING er vi glade for at kunne forlænge vores sponsorat af Mikkel Kaagaard endnu 2 år.

Vi ser Mikkel som en vigtig spiller for Team Sydhavsøerne, og TSØ’s bestræbelser for at skabe et hold, der kan gøre sig i toppen af Dansk håndbold - både med sit spil på banen og med sin erfaring, hvor Mikkel uden for banen er god til at sikre unge og nye spilleres integration i klubben.

Vi mærker i det daglige den opmærksomhed, som Mikkel skaber med sit håndboldspil og attitude både på og uden for banen, når vi hos kunder bliver mødt med bemærkninger om Mikkels indsats på banen, som altid udstråler stor motivation og holdspirit. At Mikkel har tilkæmpet sig positionen som TSØ’s foretrukne straffekastskytte, er endnu et plus for vores sponsorat, og viser at Mikkel ikke er færdig med at kunne bidrage til TSØ’s udvikling.

Og så er det altid hyggeligt at få en snak efter kampen med Mikkel og hans forældre, der trofast rejser DK rundt for at følge Mikkel. Vores sponsorat har, efter 4 sæsoner, udviklet sig til et venskab, hvor snakken ofte strækker sig over den netop overståede kamp og TSØ’s placering og muligheder i sæsonen, til hvordan det går med familie, job og andre hverdagsting.  

Da vi for godt 4 sæsoner siden valgte at løfte vores sponsorat for at få Mikkel ind i klubben, var vores primære formål at være med til at skabe eksponering klubben, for vores landsdel og vores virksomhed. Hvilket vi helt sikkert mærker, at vi har fået udbytte af. 

Vi har valgt at forlænge vores sponsorat af samme grunde, men nu også af personlige og venskabelige årsager, og en stolthed over at Mikkel har vist sig som en stabil og dygtig spiller, der med sin indsats har haft stor betydning for TSØ, skabt stor opmærksomhed, en god ånd og mange gode timers håndbold.”

 

Kaagaard selv udtaler: 

“Da Morten henvendte sig, og ville tale forlængelse, vendte jeg det med min kæreste, og vi blev enige om, at vores hverdag hænger rigtig fint sammen, sådan som setuppet i klubben er skruet sammen – og så var jeg ikke i tvivl.

Fra min første dag i klubben har jeg følt mig velkommen og som en del af TSØ - og det er jeg meget glad for kan forsætte! 

Det er en god flok gutter, som gerne vil træne og udvikle sig, og så fungerer vi godt sammen socialt. 

Jeg har en rolle, som jeg føler mig tilpas i med meget spilletid og meget ansvar på og uden for banen. Jeg føler stadig, at jeg har noget spillemæssigt at bidrage med, og jeg vil arbejde hårdt sammen med holdet, for at det bliver forløst.

Vi er på en spændende rejse sammen, hvor der er meget fokus på de processer, som vi sammen har lagt for at bevæge os i den rigtige retning. Det er alt fra det spillemæssige til det fysiske setup.

Sluttelig vil jeg også gerne sige tak til klubben, for at jeg kan beholde STEEL ENGINEERING som personlig sponsor. De har taget rigtig godt imod mig, og specielt min familie, hvilket betyder meget for mig og mine forældre, der glædeligt tager turen til Maribo for at tale med dem, og derefter mig 🙂 

Det har udviklet sig til et venskab - som jeg sætter stor pris på. Det bliver dejligt at kunne fejre flere sejre sammen med dem - og resten af de trofaste fans, og selvfølgelig TSØ-support!

Tak til klubben og trænerne for tilliden - jeg ser meget frem til at være en del af TSØ i fremtiden.“

 

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram