Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Vi skal fastholde momentum

Vi skal fastholde momentum

Tirsdag aften er der allerede hjemmekamp igen, når vi tager imod HEI, Skæring. Morten Juul varmer her op til kampen.

Vi skal forsøge at følge op på den særdeles lovende start på 2021, hvor hjemmekampene mod de stærke modstandere HC Midtjylland og Otterup er vundet. Det gælder om at fastholde momentum mod HEI, Skæring.

Fordi den tredje modstander i 2021 er lavere placeret i rækken, må vi ikke tro at denne bliver lettere. Vores historik er utvetydig – vi spiller sjældent dårligt mod de ”gode modstandere”, men når vi er større favoritter, har vi ind imellem udfald.

Jeg sætter min lid til, at vi spillemæssigt viser rigtig gode takter. Ikke bare i kampene i 2021, men igennem længere tid har kurven som forventet været opadgående i takt med, at de nye konstellationer indarbejdes og løbebanerne i angrebet ligeså.

Særligt har vores defensiv i de seneste kampe været stærk – vi har givet keeperne gode betingelser og de har leveret de redninger, der skal til.

Derudover er det klart, at det hjælper, når skadede spillere kommer tilbage, og vi er mange der glædes over at se fx Alexander tidligt i sit comebackforløb gøre en forskel.

Vi har som regel et godt tag i HEI, men de er, efter en skidt start på sæsonen, kommet godt i gang og formåede i deres seneste kamp at tage point fra topholdet Nordsjælland. Alene det bevidner, at det er hold, der skal leveres en helhjertet indsats mod.

Da det er et hold, der stiller op i turneringen som forening, altså udelukkende amatører, er det aldrig rigtig helt til at vide, hvem de stiller op med, men vi forbereder os naturligvis på deres stærkeste opstilling. I denne er det særligt playmaker og topscorer Nicolaj Schytt, vi skal være opmærksom på.

Slutteligt glædes vi over at få lov at fortsætte med at spille håndbold under sikre forhold samt medvirke til at sikre underholdning til vores lokale fans hjemme i stuerne, i en ellers kedelig periode. Vi glæder os samtidig ualmindeligt meget til, at I igen kan være i hallen og mon ikke tidshorisonten for dette nærmer sig – vi håber i hvert fald.

 Rigtig god kamp.

- Morten Juul, sportschef for Team Sydhavsøerne.

Kampen spilles uden tilskuere tirsdag 12. januar kl. 20.00 i Maribo Hallerne. Du kan følge kampen live i Radio Sydhavsøerne og på Tophaandbold.dk.

Du kan også se den live på Team Sydhavsøernes Facebookside: www.facebook.com/tsho.dk/live/

Livestream på Facebook produceres af vores sølvpartner KonceptLab.

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram