Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Zanottis sidste sæson i denne omgang

Zanottis sidste sæson i denne omgang

Johan Zanotti har valgt, at denne tredje sæson for hans vedkommende som cheftræner i TSØ, også bliver den sidste.

Der var ellers lagt op til en forlængelse af samarbejdet, men de afsavn og fravalg der følger med jobbet som cheftræner har desværre for TSØ men forståeligt for Zanotti vejet tungest. Zanotti har prioriteret at tage et år væk fra håndboldtrænerjobbet på fuld tid for at tilbringe mere tid sammen med familien.

Et farvel eller på gensyn til TSØ hold 1 er ikke nødvendigvis et farvel til klubben. Zanotti og familien har købt hus i Maribo, hvor de bliver boende, så det er stadig en mulighed, at det kan blive til en anden rolle i klubben

Sportschef Morten Juul udtaler:
- Zanotti har været en berigelse for klubben på rigtig mange områder, men særligt træningsmiljøet har han givet et løft ligesom hans passion for børne - og ungdomshåndbolden har sat sine spor i moderklubberne.

- Der har under hans ledelse været en tydelig progression i spillet og vi har bidt os fast i toppen af 1. division.

- Der er også flere spillere, der har taget gevaldige ryk udviklingsmæssigt og der er ingen tvivl om, at Zanotti har været den helt rigtige til at implementere den nye strategi med flere yngre spillere med talent og potentiale.

Johan Zanotti fortæller om beslutningen:
- For tre år siden ringede Morten Juul til mig og fortalte mig om TSØ og deres nye linje, deres nye projekt. Projektet bestod i at investere i unge, gerne lokale spillere og udvikle disse, arbejde med træningskultur, starte en profil omkring klub og spillere. Dette var noget, der appellerede til mig utroligt meget og stadig gør.

- Men efter en lang overvejelsesperiode har jeg besluttet ikke at forlænge med Team Sydhavsøerne - dette er og var ikke en let beslutning, da jeg kan sige, at denne tur, vi startede for 3 år siden, er en tur, jeg gerne vil være med i et stykke tid endnu, fordi jeg ved, at det på et tidspunkt ender med, at vi tager skridtet op i ligaen og det ville jeg gerne være en del af.

- Dette er min beslutning og handler kun om min egen situation, en situation, hvor jeg lige nu føler, at jeg er for meget væk fra min elskede familie og savner dem for meget, og derfor har jeg besluttet at tage et sabbatår. Jeg/vi ser frem til at sidde på tribunen og råbe med jer alle, der støtter drengene ...

- Tak til alle spillere, bestyrelse og sidst men ikke mindst til alle jer, der har støttet os i holdet, klubben på alle måder... I er uvurderlige, slutter Zanotti.

Team Sydhavsøerne takker Zanotti for indsatsen og ønsker ham et godt sabbatår sammen med familien - det er velfortjent.

Beslutningen har været kendt for ledelsen i noget tid, hvorfor der har været god tid til at arbejde grundigt med at finde den rette profil til at afløse Zanotti. Denne proces er godt i gang og vi håber på afklaring inden længe. 

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram