Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Stort talent til Team Sydhavsøerne

Stort talent til Team Sydhavsøerne

Den 205 cm høje venstre back Niels Dahl, skifter til TSØ fra sommer og tre sæsoner frem.

Fra næste sæson forstærkes Team Sydhavsøerne med den 205 cm. høje venstre back Niels Dahl, der pt. er en del af ligatruppen i Ribe-Esbjerg HH. Niels er venstre back og tilknyttes på en 3-årig aftale. Niels er kun 20 år og betegnes af mange i håndboldkredse, som et stort talent med en lys fremtid foran sig.

Sportschef Morten Juul ser frem til at få mere fysik ind i truppen:
- Niels har en fantastisk fysik, der under vores fysiske træner Jacob Baagøes kyndige vejledning må forventes kun at blive endnu mere eksplosiv og kraftfuld - så med ham kan vi se frem til mere skudkraft fra distancen. I indeværende sæson er vi meget afhængige af Kristian Lund Vukman, hvad angår skud fra distancen, så det vil forhåbentlig være med at give os flere strenge at spille på og give endnu mere plads til de øvrige bagspillere.

- Et af Ian Marko Fogs ønsker og én af hans strategier er, at vi skal have tilført mere fysik ind i næste sæsons trup og med både Niels og Frederik Sørensen på plads, er vi godt på vej til at øge gennemsnitshøjden og -vægten i truppen.

- Niels passer præcis ind i strategien og truppen. En spiller med masser af potentiale, der selvom han har flere U-landskampe og ligakampe på CV'et, stadig har en masse at lære. På sigt kan han blive en rigtig dygtig spiller, og derfor er det særligt glædeligt, at det er lykkedes os at tilknytte ham i tre år, så vi kan arbejde langsigtet med ham.

Niels kommer fra Haderslev, Sønderjylland, hvor han fik sin håndboldopdragelse i den lokale klub Team Haderslev KFUM. Her spillede han indtil, at han skiftede til Esbjerg, hvor han spillede to års ungdomshåndbold som U-18 spiller, inden han blev seniorspiller i klubben Ribe-Esbjerg. Her har han snart spillet to sæsoner i Ribe-Esbjerg HH, inden han altså fra sommeren 2020 tyrer på mål for TSØ.

På spørgmålet om hvorfor Niels har valgt Team Sydhavsøerne, svarer han:
- Jeg har valgt til at skifte til TSØ, grundet at det projekt som de har gang i, er utrolig spændende og tiltalende. Med tilgangen af Ian virkede det bare som det rigtige skifte for mig. Ian har tidligere vist, hvor dygtig han er med unge spillere som mig selv, og hvordan han kan få dem til at præstere. Samtidigt er det en god trup, som TSØ har, og jeg kan ikke vente med at blive en del af den og bidrage til holdet.

- Og så betyder setuppet udenfor banen også utrolig meget for mig, og TSØ har en utrolig dygtig base i Jacob Baagøe og hans speciale indenfor det fysiske.

Niels' egne forventninger til skiftet:
- Først og fremmest så er det vigtigt for meget at integrere mig på holdet og blive en del af truppen. Så mine egne forventninger er, at jeg skal udvikle mig så meget som muligt, især nu hvor jeg kommer til at være i så gode rammer, som de har i TSØ. Der er virkelig gode forudsætninger for at udvikle sig, både på og udenfor banen.

- Mine forventninger til holdet er helt klart at være med i toppen, hvor det er sjovt. Jeg føler, at holdet ser rigtigt godt ud, og vi har gode muligheder for at spille med om oprykningen. Derefter ser jeg bare frem til en god tid i TSØ, hvor jeg kommer til at lære en masse nye mennesker at kende og kommer til at skabe et godt samarbejde.

I Team Sydhavsøerne glæder os vi os til at indlemme den tårnhøje sønderjyde i truppen og forhåbentlig med tiden forvandle prædikatet stort talent til stor profil.

Velkommen til Niels Dahl.

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram