Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Nick Szwiec fortsætter i Team Sydhavsøerne

Nick Szwiec fortsætter i Team Sydhavsøerne

Både spillerne, ledelsen, partnerne og alle omkring holdet er glade for trænerteamet. Derfor er vi glade for, at ass. træner Nick Szwiec forlænger aftalen.

Nick kom til Team Sydhavsøerne for knapt to år siden, og forlænger nu aftalen i to sæsoner mere.

- Nick passer godt ind i vores koncept, som vi gerne vil videreudvikle på i klubben. Han er vellidt blandt alle og en rigtig god sparringspartner for Johan Zanotti, fortæller sportschef Morten Juul.

Der bliver lavet lidt om på, hvad Nick skal deltage i og hvornår, for at han dermed kan få det til at hænge sammen med familielivet og jobbet på  Bellahøj Skole - Københavns Idrætsskole.

- Jeg vil så gerne være med til at føre den klub og den landsdel, hvor jeg kommer fra, frem hvor det er rigtigt sjovt, og det føler jeg virkelig, vi har muligheden for med den strategi, der er lagt her i klubben, siger Nick Szwiec til Folketidende. Han tror på muligheden for at rykke op i Håndboldligaen, i hans næste kontraktperiode.

Nick har dermed kontrakt to år frem, mens cheftræner Zanotti har et år tilbage af sin nuværende kontrakt.

- Det er klubben og konceptet jeg har bundet mig til, og det er ikke afhængigt af, om Zanotti er der eller ej, men det håber jeg selvfølgelig. Teamet omkring holdet og setup'et er en af de væsentligste årsager til, at jeg er i Team Sydhavsøerne, uddyber Nick.

- Zanotti er en fremragende træner, måske den bedste Team Sydhavsøerne nogensinde har haft, og vores fysiske stab med Jacob Baagøe og Mikael Munch Hansen gør det simpelthen fremragende, og jeg håber at de alle fortsætter i mange sæsoner fremover.

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram