Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Marc Trolle på kontrakt

Marc Trolle på kontrakt

Team Sydhavsøerne har skrevet kontrakt med endnu en af ”vores egne”, venstrehåndede Marc Trolle.

Team Sydhavsøerne har skrevet kontrakt med endnu en af ”vores egne”. Der er tale om nykøbingdrengen Marc Trolle, der som U-16 spiller skiftede fra NFH til Team Sydhavsøerne. For venstrehåndsspilleren bliver den første seniorsæson altså som kontraktspiller, og dermed er der udsigt til endnu mere håndbold.

Marc har allerede i denne sæson haft mange træninger med seniorerne og har også spillet adskillige seniorkampe for både 1. og 2. holdet. Højdepunktet og gennembruddet må siges at være udebanekampen mod TMS, Hvor Marc i en kamp, der i øvrigt ikke er værd at skrive yderligere om, bankede hele 6 mål i kassen og for alvor fik vist, at han er en spiller man skal holde øje med.

Marc selv tøvede ikke længe med at takke ja, da han blev spurgt til interessen for at komme på kontrakt:

”Det er lidt af en drengedrøm for mig af få en kontrakt. Det er gået stærkt den seneste sæson, fra at træne med seniorerne til at slutte med at starte inde og få en masse spilletid på 1. holdet. Jeg er utrolig stolt over at få chancen og glæder mig til at blive en fast del af truppen og skulle træne under Nick og Zanotti. Jeg er godt klar over, at der er mange dygtige spillere på mine pladser, men jeg vil kæmpe hårdt for, på sigt, at få en stor rolle.”

For Marc bliver næste sæson formentlig et år, hvor han kommer til at skulle ”stå i lære” og tilbringe mange timer med styrketræning – men i Team Sydhavsøerne håber vi bestemt også, at vi kommer til at se Marc afgøre kampe for 1. divisionsholdet. To gange i den forgangne sæson var det Marc, der tiltvang sig det afgørende straffekast, som Martin Vilstrup efterfølgende omsatte til mål. Det siger meget om, hvordan Marc er som spiller – han lader sig ikke gå på af omgivelserne ej heller omstændighederne. Han kører ukueligt på og angriber ethvert lille hul han få øje på i modtandernes defensiv.

Marc har skrevet under på en aftale der, i første omgang, varer i to sæsoner.

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram