Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Nyt årti og 11 kampe til at kravle op i tabellen

Nyt årti og 11 kampe til at kravle op i tabellen

Efter en flot afslutning før jul mod Ajax efterfulgt af over tre ugers kamppause skal der nu duelleres mod Odder Håndbold.

De nye årti skydes i gang med endnu et revancheopgør for Team Sydhavsøerne. En modstander vi ofte har det svært mod - altså også tilbage i september hvor vi tabte klart. Det er en modstander, der efter en rigtig skidt start på turneringen med lutter nederlag (bortset fra mod os) nu er tilbage i vanlig styrke og viser god form.

Sportchef Morten Juul giver denne optakt til kampen:

- Det er et hold med dygtige individualister, der er i stand til at afgøre kampe nærmest egenhændigt og også flere gange har gjort det. Mathias Damgaard har adskillige gange gjort rigtig ondt på os, og der er ingen tvivl om, at der skal tages ekstra højde på ham for at tage brodden af hans skudstyrke. Ligeledes kan topscorer Nichlas Hald Christensen være en stor trussel, hvis han rammer dagen. Han skyder på det meste, både når åbningen er der, og når den ikke er.

- Begge hold skal formentlig have banket lidt rust af, og det kan blive afgørende, hvem der hurtigst finder tilbage til rytmen efter en lang pause. Hvis vi kan ramme det niveau, vi gjorde i alle faser af spillet i det første kvarter i Bavnehøjhallen, så kan det blive en hed eftermiddag for østjyderne. Her havde vi Vukman tilbage angrebsmæssigt og det gør i øjeblikket en forskel, der er til at få øje på.

- På søndag må vi undvære Alexander, hvis skadesomfang vi i skrivende stund, endnu ikke kender. Men vi forbereder os på, at han formentlig ikke er med i et godt stykke tid.

- Derfor skal vi i dag byde velkommen til Frederik Sørensen, som vi egentlig først havde glædet os til at indlemme i truppen fra 1. juli, men da han var positiv overfor et skifte nu, og det var muligt, er han altså med på holdkortet. Vi håber og forventer, at vi får stor glæde af Frederik og det har set rigtig fornuftigt ud til træning, men det er aldrig let at skifte holdkammerater midt i sæsonen, så vi væbner os med tålmodighed og håber, at gennembruddet kommer så hurtigt som muligt.

- Vi har “kun” 11 kampe tilbage af dette års turnering og vil vi spille med om de første tre placeringer i rækken, så er der kun én ting, der tæller i søndagens opgør - og det er sejr. Vi ved, at hvis vi leverer op til vores bedste, så vinder vi kampen. Men det sker ikke pr. automatik. Alt skal sidde i skabet - lige fra taktikken, til spillet og naturligvis indsatsen. Publikum kan og vil også blive en faktor, så lad os sammen få en god start på den sidste del af sæsonen og sørge for spændning til det sidste i rækken.

Køb billet til kampen her.

Kampen spilles søndag 12. januar kl. 15 i Maribo Hallerne. Du kan følge kampen live i Radio Sydhavsøerne og på Tophaandbold.dk.

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram