Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Ny træner og talentudvikler til hold 2 og ungdom

Ny træner og talentudvikler til hold 2 og ungdom

Fra den kommende sæson tilknytter Team Sydhavsøerne norske Espen Ollaussen som ny træner og talentansvarlig i klubben.

Sportschef Morten Juul udtaler: ”Jeg har været på udkig efter en nøgleperson, der skal bygge bro mellem senior og ungdom, og i endnu højere grad, end det er tilfældet nu sørge for, at vi arbejder mod de samme mål. Espen er den helt rigtige profil til dette."

CV´et taler for sig selv – han har stor og bred erfaring som assisterende træner i både den bedste norske herre- og damerække samt ansvarlig spiludvikler flere steder – det som vi i dansk vil kalde talentansvarlig. Ydermere har han i en længere årrække været tilknyttet de norske ungdomslandshold.

Morten Juul fortsætter: "Det er en meget kompetent træner, vi får til en, for mig, meget central funktion i Team Sydhavsøerne. Det er enormt vigtigt, at vi formår at gøre det attraktivt for vores unge spillere at blive i Team Sydhavsøerne både som ungdomsspillere, men også som seniorer – også selvom de ikke bliver en del af en 1. holds trup. Dette tiltag sammen med opgraderingen af vores fysiske træner Jacob Baagøe, der nu får berøringsflade med flere hold, skulle meget gerne på sigt medføre, at vi i endnu højere grad end nu, vil opleve mange lokale spillere på TSØ holdene.”

Espen bliver træner for U-16 drengene, et kuld talentfulde årg. 03 drenge, der var et mulehår fra at kvalificere sig til DM. Til at hjælpe sig får han rutinerede Henrik Cieslak, der efterhånden har været nogle år i Team Sydhavsøerne og om nogen har været manden, der har stået bag årgang 99/00, hvoraf fire spillere i den kommende sæson vil være at finde i 1. holdstruppen.

Derudover får Espen ansvaret for seniorhold 2, der spiller i 2. division. Et hold der forhåbentlig kommer til at bestå af stammen fra den forgangne sæson suppleret med 5-6 nyoprykkede 99´ere - ligesom et par tidligere TSØ´ere har tilkendegivet interesse for at være en del af talentudviklingsmiljøet. Til at hjælpe Espen er der lavet aftale med Kenneth Jørgensen, der ligeledes har mange års erfaring som ungdomstræner i TSØ og således tidligere har været træner for de fleste af spillerne omkring holdet.

Espen selv ser frem til opgaven og glæder sig til at flytte til Maribo med sin forlovede:

”Jeg er meget imponeret over det stykke arbejde de andre trænere har lavet i klubben og er ydmyg og stolt over at få denne chance. Jeg glæder mig meget og kommer til at arbejde hårdt for, at projektet bliver rigtig godt.”

 Espen kommer også til at yde support til Zanotti, primært i form af videoanalyse, hvor han er lidt af en ekspert.

Espen og Team Sydhavsøerne har indgået en aftale på 2 år.

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram