Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Endnu en stærk spiller til højresiden

Endnu en stærk spiller til højresiden

Højre back og fløj Jonas Corneliussen skifter fra Odder til Team Sydhavsøerne.

Trænerteamet har i indeværende sæson klaget deres nød over manglende bredde i højresiden. Det må siges at være forståeligt, eftersom truppens to venstrehænder tidligt på sæsonen reelt blev decimeret til én, ligesom den godt kæmpende højrehåndsspiller Morten Damgaard, til sidst på sæsonen også har været ude. Mod slutningen har U-18 spilleren Marc Trolle optrådt nogle kampe og vist sit værd.

Fra næste sæson suppleres venstrehænderne Bastian Stræde, Marc Trolle, Jonas ”Zuk” Løkken og Alexander Nielsen med Jonas Corneliussen, der skifter til Team Sydhavsøerne fra Odder Håndbold. Skiftet bliver en realitet med støtte fra Team Sydhavsøernes mangeårige loyale Partner BM Steel Construction

Den 28-årige spilintelligente østjyde har erfaring med ligabold - både med Odder Håndbold og i Skanderborg Håndbold, og har i denne sæson været en af de mest rutinerede på et meget ungt Odderhold. Corneliussen tilfører nye muligheder til TSØs angrebspil, da han har besidder andre våben – han er f.eks. en dygtig gennembrudsspiller.

Som billedet antyder, er det en svært tilfreds cheftræner, Johan Zanotti der glæder sig til at indlemme Jonas i truppen, når træningen starter i juli.

Jonas sætter et par ord på skiftet:

”Jeg ser frem til denne nye udfordring i Team Sydhavsøerne. Et nyt og spændende kapitel i min håndboldkarriere i en ambitiøs klub. Jeg tror på, at der venter mange gode oplevelser med dette hold, og det vil jeg være en del af. Allerede nu har jeg fået et godt indtryk af trænere, stab og ledelse. Spillertruppen er i den grad kompetent, og jeg er sikker på at vi kommer til at supplere hinanden godt. Endelig glæder jeg mig til at have bopæl i København og hjemmebane i Maribo Hallerne.”

Første kontrakt har en varighed på to år.

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram