Team Sydhavsøerne
Team Sydhavsøerne
Andreas Stryger vender hjem!

Andreas Stryger vender hjem!

Efter nogle sæsoner i liga- og 1. divisionsklubber, vender den tidligere TSØ-profil Andreas Stryger hjem til Team Sydhavsøerne.

Playmakeren Andreas Stryger behøver formentlig ikke yderligere introduktion - og for begge partner var det også et oplagt valg.

Sportschef Morten Juul beskriver Strygers fremtidige rolle:

- Udskiftninger i vores bagkæde efterlader en åben position til netop Stryger og der er ingen grund til at tro andet, end at han vil passe rigtig fint ind i vores angrebsspil. Stryger udgør en stor trussel i sig selv og med gode skytter på backerne samt stærke stregspillere ser det ud til at være et fremragende match.

- Det er en del af strategien, at vi skal have lokale spillere i truppen, og her får vi ovenikøbet en lokal spiller hjem, der har høstet en masse erfaring som mange af vores yngre spillere, forhåbentlig vil lukrere på.

- Stryger har spillet en rigtig god sæson i HØJ og har i de forgange sæsoner helt sikkert savnet den rolle, han har nu. Han har scoret mange mål og har haft endnu flere målgivende afleveringer. Vi håber og tror selvfølgelig på, at han i vores setup, kan lægge endnu et lag på sit spil og igen blive en af de mest værdifulde spillere i rækken.

Andreas Stryger:

- Det føles rigtigt for mig, at komme hjem til Team Sydhavsøerne. Jeg var ikke i tvivl! Jeg glæder mig til at komme tilbage hvor de kan forstå mit 'bondsk' sprog. 

- Jeg ser frem til at træne under det stærke trænerteam. Med HØJ har vi i flere omgange i denne sæson trænet med TSØ, så jeg ved hvilket team klubben har. Jeg synes at hele setupet omkring trænere og stab er på liganiveau. 

- Jeg får en mentorrolle i forhold til de yngre spillere, og jeg glæder mig til at støtte dem og være bindeled mellem dem og trænerteamet.

Andreas Stryger har skrevet en to-årig aftale med Team Sydhavsøerne.

 

#tsø
Del din oplevelse med Team Sydhavsøerne - hashtag dit billede #tsø på Instagram